7 Marketing trends i 2019

Hvilke trends skal du holde øje med og hvor bør du lægge din energi? Udviklingen af ny teknologi skaber store forandringer, når det kommer til salg og markedsføring i 2019. En tilstedeværelse på de sociale medier er efterhånden ikke længere noget man overvejer, men nærmere et minimumskrav. Der udvikles hvert år nye features, som gør SoMe mere og mere interessant, men også AI og stemmegenkendelse vinder frem i 2019.

Du får her de syv største trends i 2019:

1. Instagram for de unge
- Facebook for de modne

De seneste par år er en tendens begyndt at vise sig i opdelingen af aldersgrupper på de sociale medier. Den unge generation Z samt unge under 25 år bevæger sig mere og mere væk fra Facebook, hvor Instagram nu er blevet denne generations go-to-medie.

Mens Instagram hitter blandt de unge, er Facebook blevet mere for det modne publikum. Det betyder IKKE, at unge mennesker ikke længere er tilstede på facebook. Det betyder blot, at det ikke kun er for de unge, men at du også sagtens kan finde svigermor og bedstefar på platformen. Facebook er derfor en utrolig stærk platform, da du kan skræddersy dine annoncer til flere segmenter. Jo mere specifik annoncen er, jo mere direkte en relation vil du skabe med kunden.
Image
Image

2. Brug af Micro Influencers og Stories

Social proof er blevet et fænomen som flere og flere forbrugere vægter højt i beslutningsprocessen. Man stoler ikke længere på virksomhederne, men man stoler i højere grad på troværdige personer, som kan validere virksomhedens produkter eller ydelser. Dette må ikke forveksles med celebrity endorsement. Der er en bemærkelsesværdig forskel på celebrity endorsement og brugen af micro influencers. En micro influencer er ikke en offentlig kendt person, men derimod et ganske normalt menneske, som ligner dig og mig. Det er en person som man kan relatere sig til og som ikke tager del i en corporate agenda. Micro influencers kan dermed bruges til at inspirere og skabe præferencer eller holdninger til bestemte produkter eller ydelser. Find derfor en micro influencer som passer til netop din virksomhed. Det kunne fx være en mor, makeup artist, hobby snedker eller en moderne gentleman.

Stories har længe været den feature, som de fleste virksomheder har tilsidesat til fordel for andre SoMe aktiviteter. I 2019 er stories dog blevet brugt mere og mere hyppigt, når det kommer til deling af indhold. Det er en unik måde at dele indhold, da det kun vil være tilgængeligt i 24 timer. Dine følgere er med andre ord nødt til at forholde sig til dit indhold, hvis de ikke ønsker at gå glip af noget. En klassisk fejl er dog at flere virksomheder bruger stories på samme måde, som de laver annoncer. Stories bør ikke bruges til at sælge, men til at give indsigt i en hverdag. Husk på at sociale medier er “sociale”. Virksomheder kan let være et forstyrrende element i dette space og SoMe kan derfor skade lige så meget som det kan gavne. Du bør derfor ikke være salgsfokuseret i dine stories, men vise mere personlighed. Lad fx dine medarbejdere optræde i dine stories, vis hvordan et koncept blev til, kom med gode råd til din branche eller del blot nogle sjove indslag.

3. Personliggjort marketing

Salg på internettet handler i høj grad om den personlige relation. Du bør derfor bruge alt den data du har om kunden i din kommunikation. Dine emails bør eksempelvis adresseres med navn og med et tilbud, som er relevant for kundens interesser. På samme måde som med stories, er det vigtigt at du viser personlighed. Giv kunderne et indblik bag kulisserne. Dine emails bør altid være unikke, relevante og personlige. På samme måde, bør dine annoncer også altid være personlige. Du kan personliggøre dine annoncer ved fx at tilpasse dem efter hvad kunden har søgt på eller de hjemmesider som kunden har besøgt. Kunden vil på den måde se din annonce, netop når de er i færd med at lede efter den løsning, du tilbyder. Det er praktisk, sparer kunden for tid og vil derfor naturligt føre til et hurtigere salg.

Apps til chatbeskeder åbner også op for nye muligheder for at interagere på en mere personlig måde. Du kan nu sende automatiserede, men relevante beskeder ud til dine kunders Facebook Messenger, hver gang du fx har nye tilbud, events eller lanceringer. På den måde kan dine kunder følge aktivt med og du kan endda sælge dine produkter direkte igennem privatbeskederne. Brug det på samme måde som et nyhedsbrev, så kunderne let kan afmelde sig dine automatiserede beskeder, hvis de ønsker.
Image
Image

4. Chatbots som den personlige sælger

Personliggørelse bliver mere og mere vigtig indenfor marketing. Netop derfor er der behov for chatbots. Det kan måske lyde underligt, men mange kunder forventer i dag at kunne komme i kontakt med jer på alle tider af døgnet. Det er kun muligt, hvis I har en chatbot til at assistere med typisk spurgte spørgsmål. At chatbotten svarer i realtime gør oplevelsen langt mere levende end at læse sig frem til et svar via din FAQ. Samtidig har chatbotten et komplet overblik over din forretning og vil i flere tilfælde kunne svare hurtigere og bedre end en medarbejder. Chatbotten er effektiv, fordi den kan huske kundens købehistorik, komme med relaterede forslag til køb, og så bliver den aldrig utålmodig. Derfor er der mange kunder der i dag foretrækker at blive assisteret af en chatbot fremfor en medarbejder. Samtidig sparer du en masse tid og kan fokusere på virksomhedens kerneaktiviteter, alt imens chatbotten tager sig af din kundeservice og er med til at generere flere salg.

5. Video marketing boomer

Det er ikke kun på Youtube at video hitter. På både Facebook, Instagram og Linkedin er video den stærkeste måde at engagere brugerne. Video gør annoncer mere levende og du kan med musik og effekter skabe den rette stemning omkring dit brand. Måden video bliver brugt er forskelligt fra virksomhed til virksomhed - der intet som er rigtigt eller forkert. Nogle bruger video til at vise hvordan et produkt produceres, andre bruger video til case interviews. Det vigtigste er, at du har klarlagt formålet med dit videoindhold.

Vil du være særlig personlig med dine kunder, kan du lave personlige videobeskeder direkte til kunden. Dette har vist sig at være mere effektivt end både telefonopkald og personlige emails. Dine kunder vil gerne have noget de kan interagere med. Du bør derfor også benytte dig af Facebook Live, hvor du kan annoncere nyheder eller starte en debat, samtidig med at dine følgere kan kommentere og stille spørgsmål undervejs.

En anden måde at skabe interaktivt videoindhold er med 360 graders videoer. Her kan du for eksempel lave en lille video rundt i jeres kontor eller flotte udendørs omgivelser. Dine følgere har endda muligheden for selv at dreje kameraet som de ønsker.
Image
Image

6. Content Marketing - kvalitet over kvantitet

Vi lever i storhedstiden for effektiv content marketing. I dag handler det om at skabe den bedste digitale synlighed, og det gør man både igennem videoer, blogposts, live og stories. Det er vigtigt, at der er variation i dit indhold og du bør altid sikre en høj kvalitet i det du pusher ud. Sørg derfor for at have en konkret plan for dit indhold. En god plan indeholder et mål og processen frem mod målet. Du bør sikre struktur i hvad indholdet skal omhandle og hvornår det skal deles. Det har aldrig været lettere at distribuere indhold, men du bør altid dele med omtanke. Sørg for at åbne op for tovejskommunikation, så dine kunder kan interagere med alt hvad du sender ud, hvis de har spørgsmål eller ønsker at kommentere. Dette er vejen til at bygge et solidt tillidsbånd og samtidig viser du dine kunder, at du værdsætter deres holdning.

7. Stemmeteknologi er vejen frem

Med revolutionerende ny stemmeteknologi som Amazons Alexa og Google Home, vil der ske ændringer i hvordan marketing former sig igennem stemmegenkendelse. Her i 2019 bruger 39 millioner amerikanere disse stemmeassistenter. Derfor spår eksperter, at over 50% af alle søgninger vil blive foretaget med stemmeteknologi i år 2020. Hvad betyder den nye popularitet i stemmeteknologi for din marketing? Det har særligt betydning, når du bruger Google Ads og gerne vil sørge for at brugerne finder frem til netop dig. Derfor bør du overveje sætninger som brugerne ville sige fremfor at skrive. Tænk i afslappet taleform for at nå ud til forbrugeren. Vær også opmærksom på, at disse stemmeassistenter ofte kun vil komme med et enkelt eller to forslag på brugerens søgning.
Image

Opsummering

2019 vil være et år i AI teknologiens tegn. Det handler om at personliggøre brugernes oplevelser med god kundeservice og skræddersyet marketing. Derfor er det vigtigt at vide alt om din målgruppe, så annoncerne kan gøres så personlige som muligt. Lykkes du med at skabe annoncer som er så personlige, at de ikke opfattes som annoncer, så er du rigtig godt på vej.